Venner/Mig & min ven

Forfatter Knud Romer & filminstruktør Christoffer Boe, Artiklen har været bragt i Børsen Pleasure – Af Tina Varde

Stormfuldt ”ægtepar”

Venskabet er mildest talt som et stormfuldt ”ægteskab”, men det er baseret på gensidig respekt, erklærer forfatter Knud Romer. Han er flere gange kommet til at sige særdeles sårende ting til Christoffer Boe – og er også selv blevet såret. Ikke mindst når de har været kunstnerisk uenige.
Forfatteren og filminstruktøren er dog helt enige om én ting: Det er nærmest et mirakel, at de stadig er venner. Knud Romer beundrer instruktørvennens integritet, flid og handlekraft. Og han er taknemmelig for hans støtte gennem årene. Christoffer Boe påskønner til gengæld forfattervennens store åbenhed, generøsitet og empati… kalder ham for ”en eye-opener i at sætte sig ind i modtager”. Når bølgerne har været for høje, har deres kvinder hjulpet med at bringe dem sammen igen. Men dybest set er de så nære, at de altid er i kontakt. Også når de ikke ses.

 

Hvad er I gode til sammen?
Boe:”Det lyder lidt abstrakt, men det er rart at have en, man deler blik med.”
Romer: ”Vi er gode til alt, undtagen til at være enige om et fælles kunstnerisk produkt. Vi er begge intellektuelle, deler æstetik, filosofi og verdensanskuelse. Nyder kunst.”

 

Hvad bruger I hinanden til?
Boe: ”Til virkelighedsafstemning og til at få et overblik over vore liv. Jeg har det med nogle gange kun at se den ene side af en sag. Hvordan vil andre modtage det?”
Romer: ”Han gør det nemmere at falde i søvn om natten uden panikangst. Han er mit valium, min sovepille. Jeg har en, jeg kan ringe til.”

 

Hvordan er jeres kunstneriske samarbejde?
Boe: ”Vi bliver utroligt uvenner, når vi arbejder for meget sammen. Så viser det sig, at vi ikke forstår hinanden. Jeg er konkret, men arbejder også intuitivt og kan ikke altid sige, hvorfor det skal være sådan. Men Knud ønsker at forstå total-processen med det samme. Ofte arbejder jeg i min egen rytme og undlader at informere Romer om mine idéer. Det tager han meget nært. Vi blev for eksempel desværre uvenner under tilblivelsen af filmen Offscreen, som var en speciel produktion, der foregik henover et helt år.”
Romer: ”Når jeg ikke kan indleve mig i hans forestillinger, ender jeg altid med at sige: Hvad er meningen? Første gang jeg arbejdede sammen med Boe, følte jeg det som en velsignelse. Han gik på det tidspunkt på Filmskolen, og jeg var reklamemand. En lille fælles virksomhedspræsentation var den lifligste stund for mig. Han kastede glans over reklamefilmen og havde allerede dengang et godt greb om det, han ville. Han var suveræn til det han ville – kunne det bedre end andre. På et højere æstetisk niveau.”

 

Hvordan mødtes I?
Boe: ”For 15 år siden gennem Mikael Wulff, som jeg mødte på stand-up scenen, da vi debuterede sammen på Britannia i København. Wulff introducerede mig for en mærkelig mand, han kendte: Knud iført en stor dynejakke. Knud var dengang ungkarl, og den stod på druk og byliv. Men vi endte småborgerligt – rodet er nu ikke længere vort eget, men børnenes. Jeg var yngre end Knud, men han var vildere. Dengang var vi kun vort eget fordærv og druk.”
Romer: ”Jeg kan ikke huske noget som helst… men ja der var vist noget med en, der ville være stand-up komiker. Jeg kan i princippet kun huske fremad. Christoffer var 10-15 år yngre end jeg, for jeg er gået ti år for længe i byen.”

 

Hvad skønner I på?
Boe: ”Hans åbenhed…Knud er forsvarsløst åben. Og så er han vanvittigt, grænseløst generøs. Det er livsfarligt at være så generøs.”
Romer: ”Boe betyder utroligt meget for mig. Det var ham, der i sin tid fandt min lejlighed, så jeg kunne få mig en kone, og han sørgede for, at der blev samlet ind til blomster til min mors begravelse, hvor han vidste, vi ikke var så mange… Og kunstnerisk løfter han overlæggeren for os alle sammen. Det var jo også ham, der i 2003 blev årets bedste debuterende filminstruktør på jordkloden, mens vi andre stadig bare festede på Toldbod Bodega.”

 

Skøre oplevelser?
Romer:”For mig var halvfemserne én stor fest med mode, kunst, litteratur, druk, coke og svampe. Men der var for eksempel en gang, hvor vi hæftede os op på Triers ”Dancer in the Dark” i Cannes, og det lykkedes os at crashe en pornofilmsfestival og fest, selvom det ellers næsten var umuligt at komme ind.”
Boe:”Der er mange historier med Knud – og de skøreste har ikke nødvendigvis noget med fest at gøre. Men der er nu en efterfest, der stadig står levende for mig. Ikke fordi den er skør, men fordi billedet af den er næsten sart, hvilket er en klar kontrast til den voldsomhed, der ofte omgiver Knud. Efter en lang nat i byen endte vi med piber, champagne og en stor ubygget racerbane hjemme hos mig, hvor det så viser sig, at Knud ved ALT om model racerbane. Han får racerbanen samlet
og køreklar, og vi sidder og leger med den, indtil det er blevet nat igen.”

 

Forskelle mellem jer?
Boe: ”Knud er mere imponerende. Jeg kan kun imponere mine egne døtre.”
Romer:”Vi er så forskellige, som man kan blive…Vi er komplementerende. Ingen ved noget personligt om Christoffer Boe. Med mig er det omvendt. Jeg laver fortællinger om mit eget liv. Boe er enormt handlekraftig, viljestærk og god til at holde fast i det, han vil. Da vi i sin tid mødtes, var jeg en ”sell-out reklamemand under tøflen”. Han lavede kunst, jeg lavede reklame. Jeg kunne ikke længere tillade mig at gå i byen, for jeg havde mistet grebet om det, jeg ville… være forfatter og poet.”

 

Hvilke ligheder er der?
Boe: ”Jagten efter mål har fulgt os begge. Privat og karrieremæssigt. Og viljen til at vi kan, hvad vi vil. Vi definerer lykken som det at opnå vores mål.”
Romer: ”Ja, vi er enige om, at man selv skal sætte sig mål. Herefter møder man kun forhindringer, som skal overvindes. Selvrealisering er målet. Mange lever af, at andre giver dem noget eller gør noget. Men det ultimative er jo, at man selv laver eller gør noget. I stedet for at gnubbe sig op ad andre.”

 

Hvad kan I også li´at foretage jer?
Boe: ”I øjeblikket mailer vi mest sammen…i ”gamle dage” var det drukture.”
Romer: ”Jeg ser frem til, når vi skal lave mad sammen. Vi laver næsten altid mad selv. Han laver stegen, jeg laver hummerbisque.”

 

Hvor meget giver du af dig selv?
Boe:” For lidt – men jeg arbejder på det.”
Romer:”Hvad som helst, når som helst.”

 

Hvor meget inddrager I andre?
Boe: ”Vi har et offentligt venskab. Vore perioder med uvenskab har krævet det.”
Romer: “Ja, så meget som muligt – jo flere der er, desto bedre bliver selskabet!”

 

Blå bog
Knud Romer Jørgensen
Forfatter til bogen”Den som blinker er bange for døden”.(2006)
Medvirker i dokumentarfilmen:”Et blad falder til himlen” af Didde Elnif og og Anders Birch. Om afsked med senil far. (komponist Bent Sørensen sætter musik til sorgen). (2012)
Har skrevet en børnebog, som udkommer, ”når billedkunstneren er færdig med at male dyr”.
Kulturanmelder i ”Smagsdommerne”(DR2) og vært på radioprogrammet ”Romeriget” på Radio 24syv.
Uddannet i litteraturvidenskab.
Tidligere reklamemand (Kunde & Co)
Spillede reklamemand i Lars von Trier filmen ”Idioterne” (1998)
Født: 1960 i Nykøbing Falster
Gift med violinisten Andrea Rebekka Alsted. Parret har to børn og bor i København.

 

Blå bog
Christoffer Boe:
Filminstruktør og manuskriptforfatter. Medejer af produktionsselskabet Alphaville Pictures Copenhagen.
Født 1974 i Rungsted.
Kortfilm fra Den Danske Filmskole:”Obsession” (1999), ”Virginity” (2000) Og ”Anxiety” (2001)
Spillefilm:”Reconstruction” (2003),
”Allegro” (2005) Manuskript i samarbejde med Mikael Wulff.
”Offscreen” (2006). Manuskript sammen med Knud Romer.
”Alting bliver godt igen” (2010)
”Beast” (2010) Manuskript og instruktion.
TV: Dokumentarfilm om Riskær: ”Avantgardekapitalisten” (2008) og tv-comedy-serien ”Kissmeyer Basic”. (2001)
Arbejder p.t. på filmen ”Spies og Glistrup” (forventet premiere til august)
Bor med kæreste på Østerbro. Parret har to børn og en tredje på vej.


Tro giver styrke og håb

Radiodokter Carsten Vagn-Hansen, Artiklen har været bragt i Kristeligt Dagblad – Af Tina Varde

MIN TRO: Radiodoktor Carsten Vagn-Hansen har viet sit liv til at hjælpe mennesker til et bedre helbred. Og det har han tænkt sig at fortsætte med så længe som muligt.

I 12 år var han hjertet i den populære udsendelse ”Spørg om sundhed” i Danmarks Radio, og han har siden medvirket i en række andre radio- og tv programmer. Han skriver også fortsat mange artikler og bøger, senest bogen ”Hvad fejler du i grunden?”

Som læge vil han gerne fremelske sundhed uden unødig brug af medicin. Han mener, at tro er en vigtig ingrediens hertil.

-Tro er jo en af de tre – tro, håb og kærlighed. Selvom kærlighed ifølge Paulus er den største af de tre, så er troen efter min mening en forudsætning for både håb og kærlighed.

-Troen gør os stærke, så vi har noget at give af, ikke mindst af os selv. Uden tro har vi ikke noget håb og begynder let at tvivle og tænke negativt. Giver op. Uden tro og håb kan vi ikke give ægte kærlighed, hverken til os selv eller andre.

-Uden tro kan vi heller ikke acceptere os selv som værdifulde mennesker og får også svært ved at acceptere andre og tro på dem. Vores “beholdning” af og evne til kærlighed forsvinder.

-Derfor er troen noget af det mest centrale for et menneske. Den giver styrke og overskud til at passe på sig selv og til at være noget for andre…se en mening i alt det, der sker i ens liv. Jeg er overbevist om, at der er en mening med alt! Også selvom vi ikke altid kan fatte den, siger lægen.

Carsten Vagn-Hansen mener også, at styrken til at tage imod og klare de udefra set negative ting, der sker i vores liv, skal hentes i troen. Og at “Det der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere”.

-Forskning har klart vist, at syge, der har en tro, klarer sig bedst gennem sygdom og får lettere ved at dø, når den tid kommer. De behøver heller ikke så meget smertestillende medicin. Det er en af erfaringerne fra hospicerne.

-Jeg mener i høj grad, at bøn kan være gavnlig for syge. Det er en slags fjernhealing. Jeg sidder ikke ved computeren og beder, når jeg kommunikerer med mine patienter. Men det gør jeg privat, når jeg fornemmer, at der er nogen, der er udsat for store belastninger og kriser, sorg og sygdom, forklarer han. Radiodoktoren beder også forebyggende – for familie, venner og hele verdens befolkning.

-Jeg bruger Fadervor, da jeg ved, at Gud er klar over, hvad vi gerne vil – og hvad der er bedst. Og jeg bruger vendingen “Du som er i himlene, overalt, i alt og i enhver af os, helliget vorde dit navn…”

-Vi skal ikke regne med, at Gud klarer det hele alene. De ting, der sker, sker gennem os. Guds kærlighed kommer til udtryk gennem os og ved os…i vore næstekærlige gerninger, understreger lægen, der har stor viden om kost, vitaminer og alternativ behandling, som han flittigt og generøst deler ud af.

Sammen med hustruen Joan, som er uddannet sygeplejerske, har han udgivet tre cd´er og optrådt med ”Sang, sundhed og livsglæde” – to timer med snak om sundhed kombineret med sang. Det musikalske ægtepar har fire børn , fem børnebørn og tre bonus-børnebørn.

 

1 Hvordan vil du beskrive din tro?

-Jeg tror på en god og kærlig Gud, og at Guds kærlighed blandt andet kommer til udtryk i det gode, jeg gør. Altså gennem mig.

2 Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

-Mine forældre var, som jeg selv og min familie, medlemmer af folkekirken, men ikke hyppige kirkegængere.

3 Hvad har udfordret din tro?

-Som ung kunne jeg ikke forstå, at Gud ikke har brugt sin magt til at udrydde det onde. Som voksen har jeg indset, at der også må være en mening med det onde, der sker. Og at vi har brug for kontrasten mellem det gode og det onde for at blive bevidste mennesker. I kampen mod det onde får vi også mulighed for at udvikle og styrke vores næstekærlighed og demed få adgang til at acceptere os selv som værdifulde mennesker. Hvilket jo igen styrker vores evne til at være noget for andre og kun bevare den sunde egoisme. Jeg tror, det har sikret mig mod eksistentielle kriser i mit liv.

-Jeg har ikke oplevet religiøse skift i mit liv, udover at jeg er blevet åben for, at der er andre måder at tro på end den kristne. Der er andre veje til Gud. Alle de store religioners skrifter indeholder for eksempel det samme bud om, at du skal være mod andre, som du gerne vil have, at de er imod dig. Arnold Toynbee har engang skrevet.”Men vi må erkende, at også de (alle højere religioner) er lys, det udstråler fra samme kilde, fra hvilken vor egen religion henter sit lys. Sådan må det være, hvis Gud er alle menneskers Gud og et andet navn for kærlighed”.

4 Hvad har formet den tro, du har i dag?

-Det har alt det, jeg har oplevet gennem livet, men nok især de mange møder med død og elendighed, som man kommer ud for i sit arbejde som læge. Da jeg som ung læge mødte døden på hospitalerne, blev jeg klar over, at jeg måtte gøre op med min dødsangst og sætte døden på plads i mit liv, så den ikke kom i vejen for både mit arbejde og mig selv. En læge, der er bange for at dø, er ikke nogen god læge og kan ikke give den trøst og lindring, der er lægens vigtigste gave til de syge.

5 Hvordan gør din livsanskuelse (tro) en forskel i din hverdag?

-Min livsanskuelse er med til at holde usund egoisme på afstand og giver mig kræfter til at gøre så meget som muligt for at hjælpe andre til at have det godt på trods af det, der truer deres gode liv. Jeg anser fortsat mig selv som et redskab for Gud og kan ikke bare nedlægge arbejdet med at give den viden fra mig, som jeg har samlet igennem livet om naturlig sundhed og naturlige muligheder for at bekæmpe sygdom. En vigtig opgave for lægen er at lære fra sig. Doktor betyder ikke læge, men lærer.

6 Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

-Jeg har haft megen glæde af at læse den østrigske læge Viktor Frankl’s bog “Psykologi og eksistens” (Viljen til mening) og har oplevet ham forelæse i Østrig.

-Jeg har også læst mange bøger om den tidlige kristendom, hvor esseneren Jesus ved sit liv og sine gerninger var et forbillede. Det er ham, vi skal efterleve.

7 Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

-Tro på Gud, men hold ikke op med at ro!” – et gammelt russisk ordsprog.

8 Hvordan møder du Gud i dit liv?

-Gud er i alt, også i de mennesker vi møder. Ole Wiwel har engang sagt: “For kirke er der, hvor der er barmhjertighed, uanset i hvis navn, og Gudsriget er der, hvor ambulancen høres på gaden, eller en flygtning rives ud af et brændende hus”.

9 Hvad er evighed for dig?

-Evigheden er i nu’et, hvis vi selv er der. “Det gælder om at leve i evigheden, men dog høre stueuret slå” –  Søren Kierkegaard.

10 Tror du på mirakler?

-Ja. “Det umulige klarer vi, mens De venter. Mirakler tager lidt længere tid”. Mirakler er det ultimative håb.

11 Hvad tror du, der sker efter døden?

-Kroppen bliver til støv. Sjælen og ånden går over på den anden side af dødens port til livet efter livet. Hjem til Gud. Jeg tror ikke på legemets opstandelse på den yderste dag.

12 Hvad kan gøre dig bange?

-Det eneste, der kan gøre mig virkelig bange, er tanken om, at hjernen kan holde op med at fungere ordentligt, så jeg kunne blive dement eller få Alzheimer. Det ville betyde, at mit liv forsvandt, før døden kom. Heldigvis er der meget, man kan gøre for at modvirke det.

13 Hvor finder du trøst?

-Jeg finder trøst hos min kone og min dejlige familie, der heldigvis bor lige omkring os.

 


 

At stå frem med sorg og glæde

Filminstruktør Nils Malmros, Artiklen har været bragt i Magasinet Sind – Af Tina Varde

For kunstneren Nils Malmros handlede det at lave filmen ”Sorg og glæde” først og fremmest om at stå ved, hvem han er: Filmskaber. Men han går også ind for åbenhed om psykiske lidelser.

I kølvandet på filmen –  i interviews og i foredrag over hele landet – har filminstruktøren fortalt om sin film og sit livs største tragedie. Om da hans hustru for 30 år siden i en psykose efter en hel uge uden søvn dræbte parrets ni måneder gamle datter.

Pårørende og filmskaber

-Som pårørende til et psykisk disponeret menneske og som læge har jeg den holdning, at man skal stå ved psykiske lidelser. Men det er ikke derfor, jeg har lavet filmen. Dét aspekt er der, og det står jeg ved. Og det er fint, at mennesker kan have gavn af filmen. Men min motivation har primært været kunstnerisk. Jeg laver film, understreger instruktøren.

Selvom han er glad for, at ”Sorg og glæde” har bevæget så mange og kan være med til at nedbryde fordomme, har han også mere end nogen sinde tidligere i sit filmliv følt sig fanget af sin egen auto-fiktion: Af at hans film handler om hans eget liv.

-Når jeg laver filmen og står frem, er det ikke på grund af et behov for at krænge mig selv ud. Jeg er fanget i mit værk – og var nødt til også at lave dét, der gør ondt. For jeg manglede at nå målet – nå frem til filmen om den gensidige, modne kærlighed.

-Jeg står ved, at det handler om mig selv, min kone og vores liv. Der er næsten ingen distance. Men det er også virkeligheden formidlet af mig. Hvorfor fortælle det ene og ikke det andet? Det er min fortolkning. For mig ligger der en forløsning i, at jeg nu har fuldendt mit filmværk. At krænge mig ud er en sideomstændighed ved det, som jeg må tage med. Jeg var helst fri. Og min kone var absolut helst fri for det! fortæller han.

Alligevel var det hans hustru, der åbnede for muligheden for at lave filmen. Det var en kærlighedsgave.

-Min kone forstod, at jeg havde et behov for at lave den. Derfor gav hun mig den gave, at jeg måtte. Alt det positive der er kommet ud af det, tager jeg med. Men jeg går ikke ind i en diskussion om psykisk sygdom. For det er ikke emnet. Emnet er kærligheden og målet er kunsten.

Ingen rosenhave

Han har bl.a. holdt foredrag i en lokalafdeling af Sind i Århus.

-Det psykiatriske system i Århus har været meget hjælpsom over for mig i forbindelse med filmen. Risskov Hospital stillede lokaler til rådighed, så selvfølgelig sagde jeg ja, da Sind spurgte, om jeg ville holde foredrag om filmen.

-Jeg er også med på, at jeg kan komme til at indgå i en erkendelse af de forhold, man som patient kan udsættes for.

-Det ville have haft stor betydning for os, hvis man havde haft en psykiatrisk afdeling med fred og ro, da min kone var indlagt lige inden ulykken. Men det var et ekstremt uheldigt tidspunkt, hun var indlagt. En patient på stuen ved siden af spillede konstant og meget højt ”I Beg Your Pardon, I Never Promised You a Rose Garden” – fra morgen til aften, fortæller Nils Malmros.

Så hans kone, der virkelig trængte til at sove, var derfor hjemme i dagtimerne. Efter ulykken var hun indlagt i halvandet år, hvor han hver dag besøgte hende på psykiatrisk afdeling:

-Det var meget op og ned med hensyn til ro. Men det var aldrig igen så slemt, som da min kone var indlagt lige inden ulykken.

Oplevelsen med ”rosenhaven” er i øvrigt med i hans film ”Kærlighedens smerte”, hvor melodien dog er ændret til ”Red river rock”, fordi det ikke lykkedes at få købt rettighederne til at bruge den rigtige sang.

Var det værd at stå frem?

-Ja, det var det for mig som kunstner. Men både min kone og jeg kan godt føle, at det rent privat er lige lovligt dyrt, siger instruktøren.

Pressen var hensynsfuld, da det skete. Aviserne skrev om tragedien uden navns nævnelse. Men der var en voldsom presse sidste sommer, da det kom frem, at han nu havde lavet en film om den.

-Vi havde holdt indholdet af filmen hemmeligt i et år, men så offentliggjorde Pressenævnet det uventet på internettet. I tre dage var forsiderne ryddet.

-Jeg sagde til journalisterne, at jeg ville stå frem og udtale mig i forbindelse med premieren på filmen. Og det respekterede de, forklarer han.

Nils Malmros føler, at medierne generelt har behandlet både filmen og ægteparret hensynsfuldt i deres omtale.

-Jeg er glad for, at aviserne har skrevet om det uden at jeg stort set har registreret nogen overdreven snagende tone. Det havde min kone og jeg frygtet. Da hun i sin tid blev udskrevet fra hospitalet og genansat på skolen, sagde jeg til hende: ”Du skal vide, at alle ved det, for at de kan glemme det.” Og nu skal de så glemme det igen.

-Men det er godt, at nogle kan have glæde og støtte af at opleve, hvordan vi har grebet vores tragedie an. At der var et liv bagefter, siger kunstneren.

Nils Malmros har aldrig selv annonceret, at han holder foredrag, men siger ja, når han bliver spurgt. Det er blevet til mange gennem årene  – op til 60-70 foredrag efter hver film. Med ”Sorg og glæde” har han ikke kunne undgå at tale om det private.

-Når jeg holder foredrag om den, fornemmer jeg en velvilje mod mig, mod os. Ofte hører jeg: ”Du må hilse din kone og sige tak.” Der er ingen tvivl om, at en del finder støtte i filmen. I berigelsen i at føle, hvor stort det er at være menneske. Men det afgørende for mig har været at formidle en kunstnerisk oplevelse.